Ulf Lundell har alltid varit en av mina stora favoriter och speciellt Den
Vassa Eggen. Den har allt, romantik, Rock'n Roll, Glädje, samt desperation när
äktenskapet går i kras.
Har haft den i min stora skivsamling sedan den kom
ut 85, såklart spelar jag vinylskivor fortfarande. Jag flyttade over till
Usa for 9 år sedan och förstås hade jag med min Ulf Lundell i resväskorna.
När hemlängtan sätter in har på andra sidan jordklotet, spelar jag Lundell
för mina grannar, speciellt Öppna Landskap och Vassa Eggen börjar bli lite
knastrig på vinylen men än så länge hänger den med
Tack för en underbar website och Lycka till i fortsättningen.
Många Hälsningar ifrån Rolf Ohlsen i Glada Texas.
|
Jeg er en dansk journalist (nyhedschef på Dagbladet Information och
redaktør af Politikens Dansk Rock Leksikon), som på hösten releaser en bok
på forlaget Gyldendal. Bogen hedder Lydspor (Ljudspor) med subtitlen 100
af verdens bedste rockplader. En af disse er Den Vassa Eggen. Her er min
recension som en danskprov for sitets læsere:
Det kræver mod at være voksen
SELV OM metervaretyranniet gør os døve og alt for tit får konsum til at
rime på kunst, findes de stadig, de plader, som minder os om, hvorfor vi
lever, husker os på, hvad vi har mistet, hvad vi lod gå og hvad vi
heldigvis stadig har til gode.
De plader, der sætter ting på plads og
rejser en mørk, faretruende og fascinerende skov af eksistentielle
spørgsmålstegn. Og når man har fået dem mest på afstand, kommer de uden
advarende blinklys buldrende gennem bevidstheden som et endeløst mystery
train, lastet til randen med lige dele mentalt drivtømmer og styrkende
forråd til trangere tider. Sådan en plade er Den Vassa Eggen.
Da jeg hørte
den første gang, i oktober 1985, havde jeg året før aflagt et løfte om at
give mit daværende ægteskab endnu en chance, og så ramte Ulf Lundells
arrede, men alligevel klippestærke stemme mig i synet som en mellemting af
en litani og en gospel:
>Du kan resa så länge och så långt
>hand i hand med en lögn
>Tills du inte känner nånting längre
>tills din själ faller i sömn
>men så länge du lever
>slår ditt hjärta sina slag
>och fast du blundar och förnekar
>kommer ändå en dag
>då du står naken i ljuset
>hand i hand med din lögn...
Og da Lundell sang omkvædet »Släpp mej fri« på samme måde som Dylan
synger »I Shall Be Released«, vidste jeg, at også jeg, nej, vi, levede på
en løgn, en stakket frist, og jeg satte stikket i forstærkeren til
luftguitaren og skruede højere og højere op: Slip mig fri!
Vielsesringen strammede, verden måtte være større end dette, ægteskabet var sgu da for
fanden ikke et fangenskab og hvorfor var spontaneitet pludselig blevet et
fremmedord?
Alt dette ikke for at trætte med scener fra et privatliv
præcis så trivielt som alle andres, men for at understrege, hvad Lundell
selv skriver om sin musik i det boglignende hæfte til sin retrospektive
cd-boks, Livslinjen: »... vist findes der selvbiografiske træk ... men en
sang er en sang; hvad enten man vil det eller ej kræver en sang retten til
at leve sit eget liv, fra den skrives til den fremføres. Ellers er det
ingen sang.
Det selvbiografiske kan let blive en dødsfælde - det ved
enhver kunstner - man må undgå den fælde ... jeg er overbevist om, at når
en fyr i f.eks. Kristinehamn hører denne sang, så kommer den til at handle
om den pige, han er forelsket i. Ikke om min eks-frue. Han har sin smerte,
jeg har min ...«
KUN FÅ har fået sin smerte - og sin lykke og sine fejltrin - eksponeret
som Ulf Lundell, sangeren og forfatteren, der både deler og forener
Sverige. Hans følelsesliv er blevet et nationalt anliggende. Og da hans
»Öppna Landskab« i 1982 blev uofficiel fædrelandssang for Folkhemmet og
kom på den kgl. livgardes repertoire, konstaterede en anmelder, at nu var
»en alkoholiker blevet forsanger for et samfund af skabsalkoholikere.«
Bortset fra at Lundell nu har været tørlagt så længe, at også det med
mellemrum udløser en tabloidforside, kunne han sagtens selv have skrevet
formuleringen. Han har altid været nådesløs. Ikke mindst mod sig selv. Og
ikke mindst på Den Vassa Eggen, som rager op som et stykke uforgængeligt
skandinavisk grundfjeld i rocken - også når man sammenligner med dem,
Lundell taknemmeligt og uden blusel selv nævner som inspiration - Bob
Dylan, Bruce Springsteen og den slags.
Den plade er hans Blonde On Blonde,
hans The River, hans ... men den er først og sidst et rejsebrev fra en
overlevende fra kærlighedens brutale slagmark, en række livstegn om,
hvordan forstillelse og mismod kan være trædesten til fornyet livsvilje og
mod, balancerende på den barberbladsskarpe kant mellem romantik og
realisme.
For Lundell er en uforbedrelig romantiker og en selvudleverende
realist. Men først og sidst er han i denne sammenhæng musiker, og det er
musikken, der er klangbunden for det bergmanske drama i Lundells sange.
Selvfølgelig er det til at høre, at Lundell, og hans pianist, Backa Hasse
Eriksson, har hørt Springsteen og denne pianist, Roy Bittan, men Lundell
er lige så lidt en kopimaskine som Springsteen er en original. De deler
blot et slægtsfællesskab, som bygger på, at musikken ikke blev opfundet i
går, og opfinderen fik aldrig taget patent.
De viderefører og forlænger,
understreger og udvider, med sig selv som omdrejningspunkt. Sangene på Den
Vassa Eggen er upyntede, skåret ind til benet, mægtige ballader indgår i
organisk samspil med skarpladt revolverrock. Velpointerede celloer giver
melankolien mæle, og el-guitarer tager over, hvor optimismen vil have
luft, og i stedet for de selvdøde keyboardklangflader, der var så typiske
for tiden, gennemluftes sangene af violiner og fantasiforløsende, koglende
naturmystik, når de da ikke bliver en berusende bekræftelse på, at nok er
der kun fire bogstaver i rock, men rock bliver ikke rock, hvis man kun
nøjes med at stave til det. Og i Janne Bark har Lundell en ottecylindret
guitarist med et eviggyldigt creditcard til rockmytologiens bundløse
brændstoftanke.
CENTRALE DELE AF indspilningerne - og sangskrivningen - fandt sted i
København (i det nu nedlagte Easy Sound-studie og på Hotel Plaza), og
formede sig som lidt af et kaos, i perfekt, men utilsigtet trit med
pladens tema.
Vildskaben i visse af sangene fik en af musikerne til at
mene, at det lød som om nogen slog hinanden ihjel. Og det handler om liv
eller død, som al renlivet kærlighed, handler om den korte vej fra
katharsis til kaos, koncentreret i et subjektivt kampreferat fra det
parforhold, som Lundell selv kalder en »tuff match«, og hvor dommeren alt
for tit står dårligt placeret, når de uskrevne regler overtrædes.
Forestil dig Tom Kristensens hærværksvers kørt gennem Neil Youngs feedbackguitar,
og du har konturerne af denne musik, som hylder friheden lige så meget som
den frygter den, lysende besunget i »En Fri Man I Stan«: »Allt jag saknat,
det har vaknat ...« Men alligevel er det angsten for frihedens dybde, der
får os til at gifte os, siger Lundell, som ender med at sidestille
ægteskab og galskab:
>Vi kunde ha älskat
>istället för att slås
>om barnens hjärtan
>om kvinnor och män
>och meningslös makt...
synger han på »Vi Kunde Ha Älskat«, en sang, der ikke gennemstrømmes af
længsel eller nostalgisk forsoning, men af den ømme generøsitet, tidligere
kærestefolk kan nære: »Jag önskar dej en annan man, som kan göra dej til
den du är ...« Sangeren selv vælger ensomheden. Ikke som en forbandelse
eller et selvvalgt fængsel, men som et nulpunkt, hvorfra det kun er muligt
at komme videre. Og skulle det hele gå til i melankoli, mistantropi og
weekendfar kigger han, som i pladens bedste sang, ned på gaden og følger
måske vennens råd:
>Nere i city står en hund och gråter
>gå ner dit om du kan
>og ge'n en hjälpende hånd
>nån har gömt honom där
>han är övergiven
>och det står ingenting
>på hans hundhalsband
>du kan kalla'n vad du vill
>men jeg tror att den hunden heter
>Chans
Voksenrock er i visse anmelderkredse synonymt med kedelig rock. Som om
det ikke kræver fantasi og overlevelsesevne at holde ud at være voksen.
Skulle man være i tvivl, kan man høre denne plade, der lovsynger modet til
at gribe ikke den første, men den bedste chance. Til tonerne af en musik,
der bliver ved at vokse. Og som nægter at lade sig skille fra den, der
lytter.
Ulf Lundell: Den Vassa Eggen. Producere: Ulf Lundell, Kjell Andersson
&Lasse Lindbom m. Björn Boström. Pandion/EMI, 1985. (Genudsendt i de
luxe-version med hidtil upublicerede sange i 1998).
PS: Lundell har siden karakteriseret Den Vassa Eggen som det af sine
dobbeltalbums, der holder bedst, men indspilningerne, turneen med sangene
og bruddet, genforeningen og den endelige skilsmisse fra hans første kone,
Barbro, havde sin pris: »Bagefter var græsset virkelig afsvedent, der
stank af druk, sved og angst hjemme i den tomme lejlighed, hvor jeg sad og
stirrede som en galning efter det nye liv, som jeg havde skreget mig hæs
efter rundt om på landets scener...«
Femten år senere sluttede Lundell på
cd'en Et Vinterland bevægende den cirkel, han påbegyndte på Den Vassa
Eggen. På sangen »Jag Saknar Dig« udødeliggør han en ny skilsmisse med
ordene: »Jag längtar inte längre efter att ha dej här, men jag saknar dej,
som om min själ har gått ifrån mej för att vara hos dej...« Ensomheden er
igen tilbage, og så denne kærlighed, som »hängar kvar som en hemlös hänger
kvar i en bar, stolarna på bordet, alla har gått. Han sitter där han
sitter, som om han inget förstått...«
Ulf Lundell:
Født 1949. Siden Vargmåne i 1975 har han til mere end fulde udfyldt
rammerne for en rockstjerne med skilsmisser og ofte alkoholudløste
skandaler, men også med en musikalsk inderlighed parret med en
ud-over-rampen-attitude, tilsat nordisk poesi. Inspirationerne er Dylan og
Cornelis Vreswijk. Bruce Springsteen er blodsbroderen.
Hovedkapitler i det
omfattende katalog er Kär Och Galen (1982), Den Vassa Eggen (1985),
Evangeline (1988) og Xavante (1998). Sideløbende har han etableret sig med
episke, ofte selvbiografiske murstensromaner, startende i 1976 med den
Kerouac-beslægtede Jack, der skabte litterær sensation og vakte moralsk
indignation.
Hør mere på:
Kär Och Galen (1982)
Maria kom tilbaka - Lundell live (1993)
Öppna Landskab 1975-95 (1995)
Slutna Rum 1975-95 (1995)
Læs mere i:
Texter - Noter - Bilder (1996)
Friheten (1999)
Jens Peterson: Full Fart Genom Evigheten (1983)
Web:
www.alltomuffe.se
|
|
